Kapitel 3. Slægtsgård 1. generation

1918 - 1936
Laurits Peter Jakobsen foran Hedelund


I 1918 blev den på det tidspunkt 3-længede gård, Hedelund, overtaget af Laurits Peter Jakobsen. Hedelund forblev herefter i slægten gennem 3 generationer.

Laurits Peter Jakobsen var født i 1855 og var således 63 år ved overtagelsen af Hedelund. Han var uddannet som møllersvend og var kendt under navnet Mølle-Peter. Han var en foretagsom mand. Inden overtagelsen af Hedelund, havde han haft flere forskellige ejendomme, bl.a. en mindre ejendom, hvor han byggede en kostald. Han kunne både mure og lave tømrerarbejde. Ud over at være uddannet møllersvend var Laurits Peter opført ved folketællinger som tømrer og snedker.

Underskrift i sognerådets forhandlingsprotokol.

Laurits Peters stempel med en mølle aftegnet
 mellem  forbogstaverne.
Laurits Peter Jakobsen sad i sognerådet i en årrække omkring 1909-13. Af Forhandlingsprotokol for Sognerådet  fremgår det, at mødene hver gang havde tre hovedpunkter: Fattigvæsen, Alderdomsunderstøttelse og "Forskjelligt".

Han havde også været bestyrer af hjælpekassen, solgt hesteforsikringer og brandforsikringer og havde været tillidsmand i husmands-kreditforeningen. Desuden var han venstre-mand, der førte heftige diskussioner med den socialdemokratiske post.

Fotomanipulation. Sådan kunne Hedelund have set ud, da Laurits Peter Jakobsen overtog gården i 1918. 

Krista, som var barnebarn til Laurits Peter, skrev om Hedelund og sin morfar:
"Købte så en anden (red: ejendom), og det Jord, han havde i forpagtning. Her byggede han hele Gården op. De gamle Huse var små og dårlige."
Kilde: Kristas beretning

Laurits Peter med sin anden kone, Magretha Olsen - en del år inden de flyttede til Hedelund. Magretha var oprindelindeligt væverske og havde boet til leje ved Laurits Peter, mens Antomine endnu levede.

Laurits Peters første kone, Antomine Olesen, døde allerede i 1898, 42 år gammel. De fik sammen to døtre. Den ene døde efter 4 dage. Tilbage var datteren Olga Camilla (kaldet Camilla).

Laurits Peter giftede sig igen i 1900 med den 40 årige Magretha Olsen, som havde boet til leje hos Laurits Peter og Antomine.

Datteren, Camilla, var i 1905 blevet gift med Marinus Pedersen (omtalt i tidsbilledet i forrige kapitel, som den 7 årige dreng fra Skagen, der kom ud at tjene på en gård ved Jerup).

Marinus Pedersen og Olga Camilla Jakobsen, som var datter
af Laurits Peter Jakobsen. Hendes mand, Marinus Pedersen,
var født i Skagen i 1882.
I 1950 flyttede de til aftægtsboligen "Hjemly" i Øster Holmen.
Samme år døde Marinus efter en operation. Han blev 68 år.
Camilla blev boende i Hjemly indtil hun et års tid før
sin død i 1961 flyttede hjem til Hedelund. Hun blev 80 år gammel.
Camilla og Marinus havde ved indflytningen på Hedelund 5 børn:
   - Peter Møller, 12 år
   - Krista, 8 år
   - Dagny, 6 år
   - Gerda, 3 år
   - Aage Møller, 0 år (født 1918)

I 1920 kom endnu en pige til: Inga. 


I 1925 blev byggeriet af et nyt stuehus sat i gang. Samme år døde Laurits Peters anden kone, Margretha. Hun blev 65 år gammel. 

Året efter - i 1926 - stod det nye stuehus færdigt med et bebygget areal på 92 m².

Manipuleret foto af Hedelund med det nye stuehus, som det må have taget sig ud i 1926. Originalbilledet er fra 1936 og ses herunder. Senere skete der forandringer: De to vinduer i stuehuset længst til højre blev blændet. I stedet kom er et vindue i gavlen. Senere blev der også tilføjet et das på annekset og der blev opsat en mølle på taget af laden. Ændringerne ses på nogle af de efterfølgende billeder.

Originalbillede fra 1936. På taget af laden er resterne af en vindmølle. Se billedet i fuld størrelse.

På et tidspunkt i starten af 1930'erne blev der opsat en vindmølle på taget. Desværre faldt den ret hurtigt ned - formodentlig i en storm.

Endnu et manipuleret foto af Hedelund med møllen. Det kunne have set ud som vist på billedet.
Tagmøller fra den tid var ofte af den viste type, som stammer fra et historisk foto fra en gård på Jerup-kanten.

Et andet billede hvor man svagt aner møllen på taget af laden. Se billedet i fuld størrelse.
Fra venstre: Dagny (24 år, datter af Marinus og Camilla), Frida (Peter Møllers kone) , Lilly (3 år, datter af 
Peter Møller og Frida), Peter Møller (30 år, ældste søn af Marinus og Camilla) og Marinus (54 år).
Årstal 1936. Bemærk, hvor åbent landskabet er.

Man kan endnu se, hvor møllen har været placeret, idet taget på laden mangler undertag på det stykke, hvor den har været.

Til venstre: Undertaget mangler på det sted, hvor møllen er gået op gennem taget. Til højre: Der ligger flere møllesten rundt om på Hedelunds jord. Den største og flotteste lå næsten begravet i jorden. Den vejer over 800 kg. Den synlige side har været vendt nedad. Under den har der været en mindre, fastliggende møllesten med riller. En gennemgang af diverse møllesten og møllens virkemåde kan man læse om på" Dansk Mølleforums hjemmeside i publikationen "Noget om møllesten", hvor der på side 14 er en fin illustration af opstillingen.

Møllestenen er nu hævet op. Ingen sag med en traktor. Men i 1930'erne har den ikke været let at håndtere.